Ved dine elever, hvor stor indflydelse de har på deres egen og hinandens digitale fortællinger?
Med Kierkegaard på SoMe er et kristendomsfagligt projekt, hvor Søren Kierkegaard (1813-1855) holder et spejl op foran de unge og derved kan være en etisk guideline for deres dannelse og færden på de sociale medier.
Projektet sætter fokus på etik, moral, ansvarlighed og almen dannelse. Kierkegaard er derfor aktuel, fordi han bidrager med noget helt unikt til vores kulturelle dannelse, og hans filosofi er grundstenen i eksistentialismen.
Med afsæt i Kierkegaards eksistensfilosofi bliver eleverne opmærksomme på, at de har pligt til at tage ansvar for det, de siger og gør, ikke mindst for det de sender ud på de sociale medier, hvor det, de skriver, kan få uoverskuelige konsekvenser for både dem selv og andre.
I forløbet arbejder eleverne med:
- Søren Kierkegaards liv og eksistentialismens grundprincipper
- Tegneserien På kant med Kierkegaard
- SMS-novellerne Update, X-factor, For evigt og Du skal! fra Mennesket er en Ø af Sangerinden og Den Søvnløse
- Emnerne: Identitet, frihed, ansvar, angst, valg og handling