Kan man bygge et bibelsk plot ud af en bunke skrot?
Ja! I hvert fald, hvis man kaster sig ud i den pædagogiske metode skrol, der er en mellemting mellem skrot og rollespil. Skrol giver gennem en legende tilgang eleverne mulighed for at være aktive, medskabende, medfortællende, fortolkende og reflekterende – både i forhold til det faglige indhold men også på et relationelt plan.
På magisk vis bygger eleverne sig til en forståelse af en udvalgt bibelsk fortælling og laver en person- og miljøkarakteristik, når de med flamingo, dimsedutter, skrammel og limpistol fremstiller en fortælleplade og ser en fortællefigur udvikle sig.
Bagefter spiller eleverne sig til yderligere viden, når fortællefiguren gennem rollespil går på opdagelse på de andre elevers plader.
Det legende element fortsætter ved det afsluttende kirkebesøg, hvor kirkerummet bliver omdannet til en spilleplade. Her får eleverne rum til at repetere deres fortællinger, når de omdanner sig til deres fortællefigur og spiller sig gennem kirkerummet. Gennem spillet oplever eleverne, hvordan kirkerum og salmer relaterer sig til de bibelske fortællinger.
Projektet indeholder:
- Undervisningsvejledning
- Materialekasse
- Kirkebesøg
- Lærerkursus
